Interaktivt tæppe til fysiske puzzle-spil
I 2016 lavede jeg sammen med mine 3 studiekammerater Didde, Rasmus og Martin et interaktivt tæppe styret af en Arduino microcontroller.
Udgangspunktet for projektet var en omfattende diskussion mellem os om at bringe klassiske computerspil ud på en fysisk platform. Den grundlæggende idé blev formuleret som: Co-op puzzle, underholdningsobjekt.
Mange forskellige fysiske platforme samt forskellige spil blev diskuteret. Blandt andet blev idéen om en kæmpe kontroller, som kunne indgå som en del af selve puzzle-spillet, diskuteret grundigt.
Idéen om at lave et interaktivt tæppe stammer oprindeligt fra et tidligere projekt, hvor Rasmus og Didde var med til at udvikle en stor kopi af en Nintento NES controller. Dermed opstod en idé om først at skabe en anden slags controller, en fysisk måde at styre et computerspil for dette projekt. De første brainstorm idéer lignede meget denne klassiske version af en controller. En af idéerne, som i sidste ende blev valgt fra, var en controller med bevægelige dele, hvor interfacet var tænkt som et co-op spil. Spillerne skulle så flytte på controllerens elementer for at hjælpe hinanden. Noget i samme stil som mobilspillet Spaceteam, som er et teamwork spil, hvor hver spiller er på sin egen mobil.
Den endelige beslutning var, at der skulle skabes en slags controller, som kunne trække klassiske puzzles ud i det fysiske rum. De to måder, der blev tænkt på, at dette kunne gøres, var enten ved hjælp af en projektor og Kinect, eller ved at bygge et underlag af hardware, som kunne føle og reagere på brugeren. Her blev det besluttet at gå med den sidste idé, da det var på dette område gruppen følte sig mest sikre i forhold til teknisk kunnen. Derudover blev det besluttet, at der var for stor usikkerhed på, hvor meget opstillingen med projektor og Kinect ville kræve, samt om det ville være muligt i sidste ende at sidde med et produkt.
Den endelige idé lød dermed på at skabe et underlag, hvorpå brugerne ved hjælp af egen krop kunne spille forskellige former for puzzles, hvoraf det oprindelige puzzle, der blev taget udgangspunkt i, var Flow Free.